Julekrimi: 24. december

Kristoffer havde været oppe hele natten, Thor, Johan, Maja-Lisa og Mathilde havde gjort et grufuldt fund i parkens legehus i går. De havde fundet et lig af en ældre kvinde og det viste sig at være ejeren af den Volvo som Don Ernesto var blevet stoppet i.

Anne og pigernes forældre havde heldigvis taget sig af børnene og de var lige nu på kroen hos Anja og Frank.
Telefonen ringede det var Sorte Georg: Hej Kristoffer jeg ville bare høre hvor drengene blev af, Kristoffer fortalte kort hvad drengene havde været ude for og Sorte Georg sagde at han nok skulle klare sig selv.

Endelig kom betjentene med Don Ernesto og Kristoffer begyndte afhøring af ham.
Don Ernesto påstod at han havde købt Volvo gennem en annonce i avisen og at den i øvrigt var blevet leveret til ham og den ældre kvinde nægtede han at have kendskab til.
Ja så, sagde Kristoffer og hvad så med den æske chokolade du har købt i Ringe.
Er det nu også forbudt at købe chokolade råbte Don Ernesto.
Nej men det er forbudt at forgifte folk, Don Ernesto sagde Kristoffer.
Kristoffers telefon ringede, det var Sorte Georg, havde den gamle røver glemt at drengene ikke kom, han havde jo snakket med ham for 3 timer siden.
Vi slutter afhøring foreløbig her Don Ernesto, jeg henter dig senere, så går vi videre.
Han gik ud og ringede Sorte Georg op.
Hej Kristoffer sagde Sorte Georg, kigger du lige forbi?
Kristoffer kom over til Sorte Georg, her sagde Sorte Georg, se her Kristoffer!!!

Kristoffer og hans assistent kørte op ad grusvejen til landstedet, den unge mand gik ham i møde.
Det var du længe om Kristoffer, jeg troede aldrig du ville dukke op.
Hans Henrik klokken er 18,15 du er anholdt for at medvirke til mord, sagde Kristoffer og lagde Hans Henrik i håndjern.
De sad i bilen på vej til politistationen og Hans Henrik havde været tavs hele turen.
Hvad sker der med mig nu spurgte han Kristoffer
Kristoffer trak på skulderen, jeg kan fortælle dig at hvis du var taget hjem i din lejlighed i stedet for at tage ud til din familie, så havde du været død nu, Don Ernesto har overvåget den i flere dage. Jeg kan måske hjælpe dig hvis du vil vidne imod Don Ernesto sagde Kristoffer.
Hans Henrik nikkede, det vil jeg bestemt gøre. Don Ernesto har gjort mig til et ondt menneske, jeg dræbte fru From på ordre fra ham og jeg kan fortælle meget mere, som er sket.
Kristoffer, jeg ville jo findes, derfor lagde jeg også aflytningsudstyret i mit omklædningsskab, jeg ved jo at Sorte Georg altid gør rent i skabene til jul.
Det ved jeg Hans Henrik, men det ændre ikke ved at du må tage din straf for mordet på fru From.
Kristoffer lukkede døren op til arresten, Don Ernesto spærrede øjnene op da han så Hans Henrik, dig din slyngel, du holder bare din mund lukket, han sparkede til muren i hans celle, Kristoffer smilede, Hans Henrik kiggede bare ned i gulvet.
Da Kristoffer lukkede af for arresten kunne Don Ernesto stadig høres.

Kristoffer ringede hjem til Anne: Vil du inviterer Mathilde og Maja-Lisa og deres forældre over inden vi skal på kroen i aften sagde han.

De var alle kommet da han kom hjem og de kiggede alle nysgerrige på ham.
Kristoffer sagde: Velkommen alle sammen og i det samme bankede det på døren.
Anne åbnede, udenfor stod fru From, frøken Iben, Hans Henrik og nisseagent Hanne Kabel
Kom indenfor råbte Kristoffer og grinede.

Kort fortalt venner så har det her i december kun drejet sig om at få Don Ernesto i fængsel.
Da vi vidste at han ville have fat i kroen satte vi fru From ind i sagen, vi snød Don Ernesto da han bad Hans Henrik om at dræbe fru From.
Frøken Iben kunne straks lugte at der var noget galt med chokoladen og ringede til mig, jeg fik en anden kasse op til hende og hun spillede død på toilettet.
Og da jeg kørte igennem byen og så Don Ernesto gemme sig bag sin avis, måtte jeg ringe til nisseagent Hanne Kabel som jeg vidste var i centeret hvor Don Ernesto havde sin bil parkeret.

Jamen far spurgte Thor: Hvad med alle de rigtige mennesker i byen? De vil da ikke glemme det her.
Jo min dreng, Kristoffer smilede: når jeg siger julens magiske ord vil alt være glemt og Don Ernesto bag lås og slå.
Magiske ord, jeg forstår ikke sagde Johan.
Nej vel sagde Kristoffer: Rigtig glædelig jul Ho Ho Ho
Det var allerede som om alt var glemt, de var på vej til julefest på kroen, alle var glade.
Ja det vil sige lige på nær Don Ernesto han skulle afsone 12 år på vand og brød, man har fortalt mig at han læste til pædagog mens han sad inde, men det er en helt anden historie …

Glædelig jul!

Julekrimi: 23. december

Nu havde folk travlt i den lille landsby Aarslev, på kroen var der julemusik, alle var glade de lavede julepynt og bagte kager.

Sorte Georg havde lukket sin skrothandel ned for at hjælpe og han sad og flettede et julehjerte.
Kristoffer gik hen til ham: Sorte Georg, hvad skal vi nu bruge alle de penge vi fik ind på bilveterandelene til, spurgte han.
Ved du hvad Kristoffer dem skal du gå ud og købe gaver for til byens børn, vi har alle haft en rigtig hård julemåned og jeg synes vi alle skal mødes på kroen jule aften og have gaver sagde Sorte Georg.
Inden Kristoffer gik spurgte Sorte Georg om han ikke måtte låne Thor og Johan i nogen timer dagen efter, han skulle have gjort rent i kantinen og i omklædningsrummene: Mod betaling naturligvis, han smilede.
Du laver bare en aftale med drengene sagde Kristoffer og gik.

Mathilde ringede til Thor og Johan: Hej drenge vil i mødes med mig og Maja-Lisa og der var da ikke noget drengene hellere ville
Vi mødes i parken sagde Mathilde og ringede af.
De fandt et sted afsides af parken hvor de kunne sidde og snakke. Mathilde og Maja-Lisa spurgte om at det måske var på tide at få at vide om det bare var venskab eller om drengene ville mere.
Johan som ellers ikke plejede at være mundlam, blev helt rød i hovedet, Thor klappede ham på skulderen og grinede: Rolig nu Johan de spørger jo bare om vi skal være kærester eller venner.
Nu grinede de alle sammen og med et var grin afløst af små kys.
Johan tog Mathilde i hånden kom vi går over i legehuset, han tog hendes hånd.
Pludselig lød der et skrig, Thor råbte Johan ring straks til far.

Kristoffer stod i stormagasinet og købte julegaver da hans telefon ringede, det var en patruljevogn fra den nærliggende by der havde stoppet en Volvo og det viste sig at bilens føre var Don Ernesto.
Han skal straks overføres til afhøring sagde Kristoffer og han ringede af, inden han gik ud af butikken, havde han lavet en bestilling på julegaver til drenge og piger på 150.000 kr.
Ingen navn på dem, bare skriv de er fra Sorte Georg, grinede han og ekspedienten lignede en der ikke troede sine egne øre …

Følg med i morgen.

Julekrimi: 22. december

Pernille og Andreas havde nu været i 3 forretninger der forhandlede den chokolade, dog uden held. Men ekspedienten i den sidste butik havde med sikkerhed sagt at den også blev forhandlet i butikken Williams gode guf, en specialbutik for netop chokolader der lå i den dyre ende.
De talte med selve indehaveren William som selv havde været på arbejde den dag i butikken og han kunne med sikkerhed udpege manden der havde købt chokoladen.
Ja netop sagde han, jeg hørte ham sige det hele, var til ham selv, en rigtig overlegen skid at se på. De viste fotoet af Don Ernesto til William og han var helt sikker i sin sag, netop ham sagde han, det udseende glemmer man aldrig.

På samme tidspunkt fik Kristoffer en efterlysning ind på en ældre dame, hun havde været på indkøb i storcentret og skulle have haft hentet sin mand for 2 timer siden, hun ringede og sagde hun var på vej når tingene var pakket i bilen, lød oplysningerne.
Kristoffer havde sin frygt men han ville vente med sin udmelding til han var på stedet, men ganske rigtigt stod der en tom Golf i parkeringskælderen og den tilhørte Don Ernesto.
Kristoffer meldte straks ud i radioen at men nu efterlyste en Volvo 960 med registreringsnummer BY64539
Andreas ringede til sin far omkring de oplysninger de havde fået af forretningsindehaveren William, Kristoffer takkede, men kunne også oplyse at der stadig ingen spor var af Don Ernesto.
Dagene gik i Danmark og der var stadig ingen spor af Don Ernesto.

I Sverige kom dagen hvor der skulle holdes den store messe og det blev en kæmpe succes omregnet blev der solgt for over 300.000 svenske kroner og folk var rigtig glade. Den skeløjede halvsvensker Bo overførte straks de sidste penge til Kristoffers konto.

Kristoffer modtog en mail fra Sverige og gik ud til Thor og Johan: Tillykke drenge jeres mission lykkedes og drengene var ellevilde, det må vi straks ned og fortælle Maja-Lisa og Mathilde sagde Thor og de var hurtigt ude af døren, Anne stod og smilede: Det er nogen gode drenge vi har Kristoffer, sagde hun. Kristoffer nikkede.

Lidt efter ringede det på døren, det var Pernille. Nu har jeg gennemgået hele kroens regnskab og kroen skal ikke lukke, de har faktisk de sidste to år kørt med et pænt overskud og de penge har jeg fundet frem til står på den her konto Kristoffer, han kiggede og nikkede. Du er et geni, Pernille.
Kristoffer tog straks ud til sin barndomsven Frank, det var Anja der lukkede ham ind i kroen, hvorfor det store smil spurgte hun.
Godt nyt, godt nyt Anja sagde Kristoffer: Kroen køre ikke med underskud, de sidste to år har i faktisk kørt med et rimelig godt overskud, der er bare nogen folk der har flyttet rundt på jeres penge.
Vil det sige vi ikke skal flytte fra kroen? Anja var lige ved at græde.
Frank stod i døren han havde hørt det hele, han gik med åbne arme hen mod Kristoffer: Hvad skulle vi have gjort uden dig sagde han.

Læs med i næste afsnit.

Julekrimi: 21. december

I Sverige var den skeløjede halvsvensker Bo og hans kammerater kommet frem til hotellet.
Nu ventede de på at der blev ringet at containeren dukkede op så de kunne se alle de ting de havde købt i Danmark.

Dagen før havde Andreas og Pernille været ude ved tante Mie og hun kendte udmærket det mærke som chokoladen havde: Det er ikke noget vi kan købe her i byen, men jeg ved at den har været i en butik i Ringe, husker dog ikke hvilken, sagde hun.

Så i dag skulle Pernille og Andreas til Ringe, at komme af sted sammen gjorde det hele lidt nemmere, de havde begge været hjemme hos Andreas´s familie i aftes hvor Johan og Thor havde lavet mad og de havde danset hele aftenen og da Andreas havde kørt Pernille hjem efter en hyggelig aften, havde hun inviteret Andreas med ind til en drink.
Andreas smilede for sig selv, ja og nu var han så vågnet op i det værelse som han kendte så godt fra dengang i sin gymnasietid.
Godmorgen skat sagde han og strøg Pernille gennem håret, vil du eller skal jeg hoppe i bad først? Og inden han så sig om, havde Pernille trukket ham med ud på badeværelset og tændt for den kolde bruser: Hvad laver du nærmest skreg han, køler dig ned min ven sagde hun, nu har du lagt længe nok i min varme seng. Han grinede hun var stadig lige så tosset som da de gik på skolen og det passede ham rigtig godt.
Thor og Johan var også i godt humør, godt nok var pigerne blevet hentet af deres forældre kl.24, men de havde danset og lidt små kys var det også blevet til.

Kristoffer fik besked omkring kl. 13. at Don Ernesto var set i byen i en golf ved nogen boligblokke i udkanten af byen. Han kørte straks derud men fandt hverken Don Ernesto eller bilen.

Oppe i Sverige spærrede man godt nok øjnene op da men åbnede containeren, den ene fine veterandel efter den anden og man begyndte at læsse, Den skeløjede halvsvensker Bo sagde til sine kammerater: der kan i se gutter, vi Danskere kan man stole på. Hans kammerat Olle klappede ham på skulderen, jo min danska ven med fodbold kan i inte spille, kom vi får pakke, Stokholm ventar.

Don Ernesto sad på en cafe i byen da han så Kristoffer køre forbi, han gemte sig bag sin avis. Pokkers tænkte han, han er for tæt på, han tog sin mappe og gik ned i det store P-hus for at hente sine ting i bilen.
En ældre dame var ved at pakke sine vare i bagagerummet på sin bil, Don Ernesto kiggede rundt. Han gik hen: Goddag frue kan jeg ikke give en hånd med spurgte han, hun kiggede op og smilede: hvor er det skønt med al den hjælp i juletiden.
Han tog hende om halsen og man kunne høre et ganske lille knæk.
Hun fyldte nu ikke meget i det store bagagerum tænkte Don Ernesto og pakkede de sidste ting og gik hen med indkøbsvognen …

Følg med i næste afsnit.

Julekrimi: 20. december

På sygehuset fik Hans Henrik Psykologhjælp og han blev sygemeldt til efter jul.
Han ringede til Sorte Georg, som var meget forstående: Du bliver bare hjemme så længe du vil Hans Henrik og har du brug for noget siger du bare til.
Hans Henrik sagde at han lige ville komme forbi og hente hans ting i sit omklædningsskab og så ville han tage ud på landet til sin mor og far.

Thor og Johan var glade for at deres storebror var kommet hjem og de spurgte deres mor om de ikke måtte lave mad i aften. Vi kan jo også invitere Pernille, Maja-Lisa og Mathilde sagde Johan.
Thor grinede, ja så kan vi måske også danse lidt senere.
Johan kiggede på Thor, du kan ikke engang cykle og så vil du fortælle mig at du kan danse, de grinede.
Anne bad dem om at gå ned til den lokale slagter og købe 12 røde bøffer, skåret af det bedste kød han havde.
Drengene tog deres tøj på og gik fløjtende ned i byen.

Maja-Lisa spurgte Mathilde: Hvad tøj tager du på i aften?
Hvad med en flot kjole, Mathilde blinkede til Maja-Lisa
Perfekt sagde Maja-Lisa, kom vi sminker os først sagde hun og de fjollede ud på det store toilet.

Kristoffer havde fået oplyst at Don Ernesto opholdt sig på byens store hotel og var kørt ud for at snakke med ham, men da han kom fik han at vide at Don Ernesto havde tjekket ud om morgenen.
Kristoffer ringede til politiet i Don Ernestos bopælskommune: Jeg vil gerne lave en arrestordre på Don Ernesto, det drejer sig om mord, og manden må betragtes som farlig sagde Kristoffer.

Don Ernesto havde ikke forladt Aarslev, han sad igen i sin bil neden for lejligheden og ventede.
Han måtte dukke op på et tidspunkt tænkte Don Ernesto, han SKULLE dukke op.
Jeg tillader ingen løse ender hvæsede Don Ernesto for sig selv …

Følg med i næste afsnit.

Julekrimi: 19. december

Telefonen ringede.
Kristoffer vågnede, hmm klokken var 6.30: Aarslev landbetjent sagde Kristoffer
Sorte Georg her sagde stemmen i telefonen, du må komme ud til skrotpladsen med det samme, vi han fundet et kvindelig send også en ambulance, det var Hans Henrik der fandt det og han er i chok.
Kristoffer var på skrotpladsen, det var forfærdeligt man havde fundet en lig af en kvinde med halsen skåret over, hans Henrik havde opdaget hende da han var ved at knuse nogen biler. Han var kommet med en ambulance da han var i chok, Kristoffer måtte afhøre ham senere.
Der var ingen papir ved liget og ansigtet var vansiret, nok syre tænkte Kristoffer, men der måtte da være nogen der manglede deres mor eller kone?
Kristoffer ringede til Pernille for at høre om hun var kommet længere med kroens regnskaber, mærkeligt tænkte han, han havde en fornemmelse af at liget her passede ind i sagen om kroen, men hvorfor vidste han ikke….

Don Ernesto havde ventet i bilen neden for lejligheden til kl. 02.30 den nat, men ham han ventede på var endnu ikke dukket op. Det havde været en kold nat, han var ved at blive forkølet: Nu må jeg ikke blive syg så jeg ikke kan tænke klart, tænkte Don Ernesto.

Andreas vågnede ved at han hørte hans far kørte, aftenen før havde været dejlig, han havde hygget sammen med Pernille og han kunne også mærke at hun havde haft det dejligt i hans selskab.
Pernille havde fortalt ham at hun havde fundet store fejl i kroens regnskab, faktisk var der ikke underskud, men et lille overskud, hun manglede lige at gennemgå det sidste, det ville hun gøre i morgen.
Andreas havde vist hende billedet af æsken med chokolade som var fundet på gerningsstedet, hvor frøken Iben var fundet død, men her måtte Pernille også give op. Jeg kender ikke til hvor man kan købe det her mærke, men jeg ved med garanti hvem her i byen der kan fortælle os det.
Hvem? spurgte Andreas, det ved jeres tante Mie, der findes ikke den slagt chokolade i hele verden hun ikke har smagt, hun smilede.
Så i dag skulle Pernille og Andreas hen til tante Mie, han havde taget det for givet at Pernille skulle med, når det nu var hende der var så sikker i sin sag.
Han ringede til Pernille: Hej er du vågen og kan du været klar om en halv time?
Pernille grinede, Jeg har været vågen de sidste 2 timer og allerede været ude og løbe 7 km., hvad med dig dovendyr?
Andreas mumlede at han ville være hos hende inden for en halv time.

Kristoffer blev ringet op af oversygeplejerske Birgit: Goddag Kristoffer, det er vores pantefoged Fru From der er fundet på skrotpladsen!
Kristoffer stivnede …

Følg med i næste afsnit.

Julekrimi: 18. december

Stine ringede til Anne, så er jeres container på vej til Sverige, jeg sender dig oplysningerne på mail som jeg vil bede dig sende videre til modtageren. Anne sagde tusind tak og de to veninder lagde på.
I Sverige modtog den skeløjede halvsvensker Bo en mail med nummer og de fornødne oplysninger på den fremsendte container. Han ringede til sine venner som var med i handlen og de aftalte at mødes i Stokholm, så de kunne se delene inden de skulle på messe.

Det var overlæge Birgit der fandt frøken Iben ude på toilettet, hun var død og hun rynkede på panden, ringede straks til politiet, det var Kristoffer der tog telefonen: Det er overlæge Birgit, jeg må meddele dig at frøken Iben er død.

Kristoffer stod i hospitalsstuen, tekniker var ved at undersøge gerningsstedet, det stod allerede klart at der var tale om et mord, da en prøve fra et stykke chokolade viste tegn på gift.
Pokkers tænkte Kristoffer, hvordan kunne jeg også bare tage fra frøken Iben uden at give hende den fornødne beskyttelse, han burde have vidst at nogen ville hende til livs, hans øjne var røde og kløede, han vidste han snart havde brug for noget søvn, de sidste par dage havde været hårde.

Andreas så bekymret på sin far da han kom hjem, du ser træt ud far.
Ja det er jeg også den her sag trækker tænder ud.
Andreas sagde: Måske jeg kan hjælpe lidt?
Hvis du vil hjælpe, så prøv om du kan finde ud af hvor den her chokolade er købt og af hvem, Kristoffer viste Andreas et foto af chokoladeæsken.
Andreas lånte sin fars bil og kørte ind til centrum, han fandt en butik hvor han ville forhøre sig om chokoladeæsken.
Ekspedienten kunne dog fortælle at sådan et dyrt mærke forhandlede de ikke i deres kæde.
Andreas ringede til Pernille som straks tog telefonen: Må jeg inviterer dig på middag spurgte han og Pernille takkede ja, han satte kurs mod hendes forældres hjem.

Don Ernesto var på vej ud for at ordne en sidste ting inden han skulle hjem og holde juleferie med sin familie, det var vigtigt at slette alle spor og han vidste at fik han ikke lukket munden på sin hjælper varede det ikke længe inden en afhøring hos politiet var en realitet.
Han kiggede op på vinduerne til lejligheden, pokkers ingen lys, han måtte vente og se …

Følg med i morgen.

Julekrimi: 17. december

Andreas fulgte Pernille hen på politistationen, og hilste lige kort på sin far Kristoffer, som smilede og var glad over at hans søn var kommet på uventet besøg. Andreas gav Pernille et kindkys og sagde stille: Lad os snart ses igen, du ved hvor du kan finde mig og så gik han.

Kom ind og sid ned Pernille sagde Kristoffer og fortsatte: Du er nødt til at fortælle mig helt nøjagtigt hvad der skete den aften du ringede til frøken Iben.
Og Pernille fortalte.
Og du nævnte i telefonen at dit besøg drejede sig om regnskabet på kroen? Spurgte Kristoffer
Pernille nikkede: Ja og så bød hun mig på en kop the.
Kristoffer sagde at der måtte have været aflytning på telefonen, men at hans teknikker intet havde fundet.
Pernille jeg har regnskabet her fra kroen og ved frøken Iben har lavet en del fusk med det, men du arbejder jo inden for den slags sager, kunne jeg måske købe nogen timer af din ekspertice så vi kan komme til bunds i sagen?
Ingen problem chef sagde Pernille og de grinede, Kristoffer klappede Pernille på skulderen.

Frøken Iben havde været til nogen undersøgelser og tog et bad da hun kom tilbage på hendes stue på sygehuset, da hun kom ud fra bad stod der en stor æske chokolade på hendes bord, der var en rød sløjfe og et kort på æsken, der stod: Håber det går dig godt, hilsen fra mor og far.
Frøken Iben smilede, det var hendes far, han vidste hun elskede chokolade og nu havde han åbenbart købt den dyreste man kunne få i butikken, hun havde det allerede meget bedre og skyndte sig at åbne æsken, tog tre stykker med det fyld hun elskede allermest.

Containeren var kommet frem til Stine, den skulle vejes og der skulle laves papirer på den, så den kunne komme med til Sverige tidligt næste morgen, Stine gik i gang …

Følg med i morgen.

Julekrimi: 16. december

Man måtte da også gøre alting selv tænkte Don Ernesto, den lille dukke til frøken Iben skulle for længst have været skaffet af vejen, nu måtte han så selv tage affære.

Kristoffer ringede Pernille op: Hej Pernille, har du tid til at kigge forbi politistationen i eftermiddag spurgte han. Pernille indvilligede og de blev enige om at mødes kl. 14.00.

Andreas glædede sig til at overraske sine brødre, mor og far, de vidste intet om hans besøg i Aarslev, lige nu skulle han faktisk også sidde på kontoret i London og rapporterer om en svindelsag, der kørte for åben skærm i de engelske medier. Men han chef var kommet til ham og bedt ham om at tage orlov, tag hjem til din familie i Danmark Andreas, du trænger til lidt ferie.
Han ville lige forbi den lokale pølsevogn Vivi´s is & pølser og have den kendte hotdog, inden han tog en taxa hjem til sin familie.

Pernille stod og læste lokalavisen, da hun hørte en stemme som hun ikke havde hørt siden sine sene skoleår i gymnasiet: En af dine berømte hotdog Vivi, Vivi smilede: så gerne og velkommen hjem Andreas, bliver du i byen længe spurgte hun.
Pernille smilede, det var ham Andreas, det havde hun jo lige hørt Vivi sige, hun vendte sig om, Andreas smilede hun.
Andreas smilede igen, Pernille hvad laver du her?
Pernille tænkte at det var det smil hun så længe havde længes efter og mindedes deres dage da de havde gået sammen på gymnasiet.
Jeg skulle lige have lidt og spise inden jeg skal hen på politistationen til din far sagde Pernille.
Hvad har du nu kørt for stærkt igen grinede Andreas.
Det har nu intet med mig at gøre Andreas, men der er sket en del ubehageligheder i byen på det sidste og Pernille fortalte Andreas alt hvad hun vidste.

Don Ernesto var kørt til den nærliggende by Ringe, han stod i byens store supermarked, jeg skal have den store æske chokolade der sagde han til ekspedienten.
Så gerne hr. skal den pakkes ind som gave spurgte ekspedienten.
Nej sagde Don Ernesto, det hele er til mig selv …

Følg med i morgen.