Julekrimi: 16. december

Man måtte da også gøre alting selv tænkte Don Ernesto, den lille dukke til frøken Iben skulle for længst have været skaffet af vejen, nu måtte han så selv tage affære.

Kristoffer ringede Pernille op: Hej Pernille, har du tid til at kigge forbi politistationen i eftermiddag spurgte han. Pernille indvilligede og de blev enige om at mødes kl. 14.00.

Andreas glædede sig til at overraske sine brødre, mor og far, de vidste intet om hans besøg i Aarslev, lige nu skulle han faktisk også sidde på kontoret i London og rapporterer om en svindelsag, der kørte for åben skærm i de engelske medier. Men han chef var kommet til ham og bedt ham om at tage orlov, tag hjem til din familie i Danmark Andreas, du trænger til lidt ferie.
Han ville lige forbi den lokale pølsevogn Vivi´s is & pølser og have den kendte hotdog, inden han tog en taxa hjem til sin familie.

Pernille stod og læste lokalavisen, da hun hørte en stemme som hun ikke havde hørt siden sine sene skoleår i gymnasiet: En af dine berømte hotdog Vivi, Vivi smilede: så gerne og velkommen hjem Andreas, bliver du i byen længe spurgte hun.
Pernille smilede, det var ham Andreas, det havde hun jo lige hørt Vivi sige, hun vendte sig om, Andreas smilede hun.
Andreas smilede igen, Pernille hvad laver du her?
Pernille tænkte at det var det smil hun så længe havde længes efter og mindedes deres dage da de havde gået sammen på gymnasiet.
Jeg skulle lige have lidt og spise inden jeg skal hen på politistationen til din far sagde Pernille.
Hvad har du nu kørt for stærkt igen grinede Andreas.
Det har nu intet med mig at gøre Andreas, men der er sket en del ubehageligheder i byen på det sidste og Pernille fortalte Andreas alt hvad hun vidste.

Don Ernesto var kørt til den nærliggende by Ringe, han stod i byens store supermarked, jeg skal have den store æske chokolade der sagde han til ekspedienten.
Så gerne hr. skal den pakkes ind som gave spurgte ekspedienten.
Nej sagde Don Ernesto, det hele er til mig selv …

Følg med i morgen.