Julekrimi: 21. december

I Sverige var den skeløjede halvsvensker Bo og hans kammerater kommet frem til hotellet.
Nu ventede de på at der blev ringet at containeren dukkede op så de kunne se alle de ting de havde købt i Danmark.

Dagen før havde Andreas og Pernille været ude ved tante Mie og hun kendte udmærket det mærke som chokoladen havde: Det er ikke noget vi kan købe her i byen, men jeg ved at den har været i en butik i Ringe, husker dog ikke hvilken, sagde hun.

Så i dag skulle Pernille og Andreas til Ringe, at komme af sted sammen gjorde det hele lidt nemmere, de havde begge været hjemme hos Andreas´s familie i aftes hvor Johan og Thor havde lavet mad og de havde danset hele aftenen og da Andreas havde kørt Pernille hjem efter en hyggelig aften, havde hun inviteret Andreas med ind til en drink.
Andreas smilede for sig selv, ja og nu var han så vågnet op i det værelse som han kendte så godt fra dengang i sin gymnasietid.
Godmorgen skat sagde han og strøg Pernille gennem håret, vil du eller skal jeg hoppe i bad først? Og inden han så sig om, havde Pernille trukket ham med ud på badeværelset og tændt for den kolde bruser: Hvad laver du nærmest skreg han, køler dig ned min ven sagde hun, nu har du lagt længe nok i min varme seng. Han grinede hun var stadig lige så tosset som da de gik på skolen og det passede ham rigtig godt.
Thor og Johan var også i godt humør, godt nok var pigerne blevet hentet af deres forældre kl.24, men de havde danset og lidt små kys var det også blevet til.

Kristoffer fik besked omkring kl. 13. at Don Ernesto var set i byen i en golf ved nogen boligblokke i udkanten af byen. Han kørte straks derud men fandt hverken Don Ernesto eller bilen.

Oppe i Sverige spærrede man godt nok øjnene op da men åbnede containeren, den ene fine veterandel efter den anden og man begyndte at læsse, Den skeløjede halvsvensker Bo sagde til sine kammerater: der kan i se gutter, vi Danskere kan man stole på. Hans kammerat Olle klappede ham på skulderen, jo min danska ven med fodbold kan i inte spille, kom vi får pakke, Stokholm ventar.

Don Ernesto sad på en cafe i byen da han så Kristoffer køre forbi, han gemte sig bag sin avis. Pokkers tænkte han, han er for tæt på, han tog sin mappe og gik ned i det store P-hus for at hente sine ting i bilen.
En ældre dame var ved at pakke sine vare i bagagerummet på sin bil, Don Ernesto kiggede rundt. Han gik hen: Goddag frue kan jeg ikke give en hånd med spurgte han, hun kiggede op og smilede: hvor er det skønt med al den hjælp i juletiden.
Han tog hende om halsen og man kunne høre et ganske lille knæk.
Hun fyldte nu ikke meget i det store bagagerum tænkte Don Ernesto og pakkede de sidste ting og gik hen med indkøbsvognen …

Følg med i næste afsnit.